søndag den 31. januar 2010

Om Nuuk i Grønland

Som så mange andre steder i verden, har grønlænderne nogle forudindtagede meninger om hvordan folk i andre dele af landet, end hvor de selv bor, er.

Dem der bor på det barske østkysten er lavest i hierarkiet. De anses for at være direkte dumme, og risikerer, hvis de flyttede til andre dele af landet og formastede sig til at smutte ned i den lokale beværtning og snuppe en kop øl eller 10, at være i den modtagende ende for korporlige tæsk.

Lige over østboerne i anseelse befinder de fåreopdrættende sydboere. Kulturen med fårehold og jordbrug stammer fra tilflyttere fra Island, som på den måde slap for at sætte sig ud i en spinkel kajak i det kolde vand, og jagte sæler og andre ildesmagende sødyr.

Efterhånden som man så bevæger op ad vestkysten stiger gønlænderpræstigen, og de VIRKELIGE, ÆGTE grønlændere er dem der bor nord for polarcirklen på denne side af øen. De skal helst bo i en lille bygde og være fangere. Jeg får stadig lidt modstridende meldinger om det er allerbedst at være fra omkring Diskobugten (der, som jeg tidligere har forklaret, intet har med John Travolta og spejlkugler at gøre. Intet.) eller toppen af grønlænderpoppen er at være fra Thuule/Qaanaq helt i nord.

Nuuk er med sine 15.000 indbyggere, højhuse på 13 etager, en bil for hver 25 meter asfalteret vej, 2 (TO!!!) træningscentre, ghettoer af nedslidte boligblokke med ventelister på 20år og generelle storby-vibe (i det mindste en ret så provinsiel storby-vibe) imidlertid et punkt, som alle de førnævnte landsdeles indbyggere kan enes om: Nuuk er IKKE det rigtige Grønland!

Uanset hvor de rigtige grønlændere så bor, har jeg dog tilladt mig en observation: På trods af al den sociale elendighed, trafikkøer (okay, én, nede ved tunellen om morgenen) og grimme, grimme, GRIMME 60'er/70'er-beton kan man ikke undgå at bemærke, de umådelige, uendlige bjerge af skønhed som denne bizarre brækklat af civilisation er blevet kastet op ud over.

Men hvem bekymrer sig om naturens mirakler, når fredag var lønningsdag og de talentfulde eksotiske dansere Angeline & Moniqe optrådte på diskotek Manhattan igår?

Vi varmede op hos Søren, i hans lille dukkehus i Myggedalen med 3-retters menu: Forretten var grøndlandsk fiskesuppe, hovedretten semi-langtidsstegt rensdyrs-mørbrad, købt på Brættet, og desserten skulle have været pandekager, men endte med hovedsageligt at bestå af rødvin.

Og så var det ellers tid til at begive sig ud på vores første rigtige tur i Nuuks natteliv!

VI kom selvfølgelig for sent til de eksotiske dansere, men ikke til resten af dén vanvid det er når det er Lønningsdag i Nuuk.

Når der er penge på kontoen er der ikke nogen gænser, for andet end frugaliteten. Alle taxaer er optaget, for man skal da ikke GÅ ned for at købe øl! Fulde mennesker vælter rundt på gaden i fuldt dagslys. Alle butikker har pludselig tilbud på alt. Det er lidt ligesom jeg kunne forestille mig Klondyke under guldfeberen måtte være.

Men henad mandag eftermiddag skulle pengene ebbe ud igen, siger de der er vant til at se det.

De er skøre de grønlændere…

Nåh ja, Og sneen er væk igen!

2 kommentarer:

  1. Det der med hvalerne var jo aldeles spemnnende. Forstår at de var på en liten treningstur for senere å komme helt tett på fotografisk skuddhold når vi kommer. Og det gleder vi oss umådelig til.Til full vinter formodentlig - 30 kuldegrader og sol. Ja, vist glæder vi oss. Beste hilsener M/Pappa.

    SvarSlet
  2. Nu må vi snart få ytterligere opplysninger og informasjon som vi kan kommentere. Ha en god dag. Beste hilsener M/Pappa.

    SvarSlet